top of page
Forfatters billedeKirstine Hedegaard

Er du (og din krop) skiklar?

Nuvel, sommeren er først lige blevet til efterår, og sne, kulde, gode pister, lækkert skiløb og afterski kan synes langt ude i fremtiden - men før vi ved af det, er det atter december, og skisæsonen banker på døren. Er du klar til at stå på ski?




Alt for mange unødvendige skader

Det skønnes, at ca. hver 10. dansker kommer til skade på skiferien hvert år, og det er altså pænt mange danskere fordelt på en hel sæson. Uheld og skader på ski skyldes langt de fleste gange, at kroppen simpelthen ikke er klar til de udfordringer og den belastning, der kommer ved skiløb (og snowboarding og langrend). Hele kroppen, og især vores core og ben, bliver presset, når vi suser ned af pisterne og leger med fart, teknik, sving, hop osv., og når kroppen først er blevet træt, reagerer den langsommere på uforudsete hændelser - og så har vi balladen!


Træn, træn og træn lidt mere

Hvis du ca. 3 måneder før skiferien begynder at træne, kan du dog undgå en stor del af den velkendte udmattelse, som skiløb kan give, og derved styre udenom rigtig mange skader. Det er især vores core og vores ben, der skal være både stærke, smidige og stabile, og så er det også en rigtig god idé at træne balancen. Squat, lunges, løb og spring på ujævn grund (eksempelvis i skoven), planken og skrå mavebøjninger er blot eksempler på øvelser, som fysioterapeuter anbefaler, at du kan bruge til at gøre kroppen klar til ski. Danske Fysioterapeuter har lavet en folder om at blive klar til skiløb, som du kan læse lige her.


Er udstyret i orden?

En anden meget vigtig ting for at undgå skader er at sørge for, at skiudstyret er i orden, og at det er korrekt indstillet. Er dine bindinger eksempelvis strammet for hårdt, kan du risikere, at du ikke klikker af skiene ved et styrt, og derved får et grimt vrid i knæet. Spørg gerne den lokale skiudlejning, om de kan hjælpe med at indstille dine bindinger samt teste, om de er i orden - og få dem eventuelt også til at slibe og vokse dine ski, hvis de har ligget urørt på loftet siden sidste vinter.


Husk forholdsreglerne på pisterne

Der er blevet opstillet nogle internationale forholdsregler, som alle bør følge, når de står på ski eller snowboard på pisterne - hvad end det er nordpå i Sverige eller Norge, eller sydpå i eksempelvis Canazei. De fleste regler kan let overholdes, hvis vi alle blot bruger vores sunde fornuft, husker at orientere os og respekterer terrænet, vejrforholdene og hinanden. Det er alligevel klogt at læse op på de 10 regler, inden årets skiferie påbegyndes.


Og så er det ellers bare at komme i gang med at squatte, mens du venter på, at morgenkaffen bliver klar, eller mens du ser nyhederne - så bliver du fit for fight og kan til fulde nyde den kommende skiferie med massevis af sne, sol og højt humør!


Comments


IMG_20220307_084704.jpg
bottom of page